The Expanse


20-02-2024

Det har taget mig mange år, at komme igennem samtlige 56 timer af The Expanse, men det var primært pga. den faldt af mine streaming-tjenester.

The Expanse er episk sci-fi hvor man følger et hav af karakterer på kryds og tværs af galaksen. Den starter nærmest som et noir detektiv-mysterium, men åbner over sæsonerne op i en meget større politisk historie, og selv om jeg synes, at de første sæsoner er bedst, så er serien tilfredsstillende hele vejen igennem og kommer til en fornuftig konklusion efter seks sæsoner.

Jeg sætter især pris på den realistiske tilgang til rumfærd, hvor der ikke er lasere, hyperspace eller lignende, men noget som føles mere bundfældet i en nutidig realisme.

Der er tre fraktioner i fortællingen. Jordboerne som er dem der er blevet på jorden, trods at der ikke er så mange steder der stadig er værd at leve. Marsboerne som er udvandrere fra jorden, og som har forsøgt at løsrive sig, således at der er militære spændinger imellem de to planeter. Helt ude i rummet, har vi så "The Belters" der er et folk der aldrig har været på planeterne og kun bor på rumstationer og rumskibe. De udfører minedrift på asteroider og har over årerne udviklet deres eget sprog og traditioner. De er en slags slavefolk for "The Inners" som de kalder planetboerne.